Fremlejekontrakt – 7 ting du skal vide, FØR du skriver kontrakten
Hvem ønsker ikke en god lejer, som passer på din bolig?
Og en lejer, som forstår sine og dine forpligtelser… på samme måde, som du gør?
Derfor er din fremlejekontrakt så vigtig.
Som udlejer er en solid lejekontrakt til fremleje den bedste måde, du kan sikre din fremleje på.
…næstefter at finde en god lejer.
Men du skal vide én ting…
Du skal desværre lægge mere arbejde i en solid fremlejekontrakt end blot at finde den gældende fremlejekontrakt skabelon – og udfylde de tomme felter.
At skrive fremlejekontrakt var måske ikke lige, hvad du havde håbet at bruge din weekend på.
MEN… du vil takke dig selv for indsatsen.
I dette blogindlæg gennemgår jeg med dig, hvad der skal til for at få en solid lejekontrakt fremleje – det vil sige en fremlejekontrakt med klare aftaler mellem dig og din lejer.
Aftaler, som beskytter dig som udlejer og sikrer dig en udbytterig fremleje.
Uanset, om det er en fremlejekontrakt til værelse, lejlighed, ejerlejlighed eller hus.
Her er hvad du skal gøre.
1. Forstå forskellen på en fremlejekontrakt og en lejekontrakt
Kender du forskellen på en fremlejekontrakt og en lejekontrakt?
Lad os lige sikre, at vi har den på plads før vi går videre…
En fremlejekontrakt er ganske enkelt en lejekontrakt til fremleje.
Næste spørgsmål er derfor:
Kender du forskellen på fremleje og udlejning?
Udlejning er, når du udlejer en bolig, som du selv ejer.
Fremleje er, når du udlejer en bolig, som du selv bor til leje i.
Det er jo meget enkelt, ikk’!?
2. MÅ du fremleje?
Fremleje er altså, når du udlejer en bolig, som du selv bor til leje i.
Derfor, før du gør for meget mere…
Find ud af, om du overhovedet må fremleje for din udlejer.
Vil du fremleje mindre end 50% af boligens areal?
Så kan du indgå en delvis fremlejekontrakt uden din udlejers accept.
Husk dog, at der max må bo en person for hvert værelse i boligen.
Så bor du alene i en 3-værelses lejlighed, så må du max have 2 andre boende udover dig selv.
Vil du fremleje 50% eller mere boligens areal?
Så skal du have din udlejers accept.
Bor du til leje hos et boligselskab? Eller en storudlejer, der lejer mange boliger ud?
Så tag et kig i vedtægterne og en snak med administrationskontoret. Her kan du finde ud af, hvad reglerne er.
Som regel kræver fremleje, at du skal udstationeres, skal studere udenbys eller har brug for at flytte på grund af sygdom.
Det er fx sjældent en acceptabel grund, at du vil prøve at flytte sammen med kæresten eller lade en ven overtage lejemålet, når du flytter.
Bor du til leje hos en privatperson, der udlejer en enkelt eller få boliger?
Så tag en snak med din udlejer.
Måske står der også noget om mulighederne for fremleje i din lejekontrakt.
Men i sidste ende handler det altså om at få din udlejers accept.
3. Find den gældende fremlejekontrakt skabelon
Når du skal skrive din kontrakt, så er det vigtigt, at du bruger den rigtige fremlejekontrakt skabelon fra Boligministeriet.
Ellers risikerer du, at kontrakten erklæres ugyldig.
Du skal bruge den samme lejekontrakt typeformular A9 til fremlejekontrakt, som du skal bruge til en almindelig lejekontrakt.
…Husk at krydse af i feltet “Lejeforholdet er et fremlejeforhold”.
Boligministeriet sender løbende nye udgaver ud af deres skabelon til fremleje.
I juli 2015 udsendte Boligministeriet en større omskrivning af deres lejekontrakt skabelon i forbindelse med udgivelsen af den ny lejelov.
Den nye fremlejekontrakt blanket blev desuden udgivet i pdf format i stedet for den tidligere fremlejekontrakt i Word til download.
Udover denne store omskrivning af skabelonen, udsender ministeriet også mindre opdateringer med jævne mellemrum.
I skrivende stund hedder den gældende fremlejekontrakt skabelon “Typeformular A9, udg. 1” og kan findes til gratis download i pdf format på Boligministeriets hjemmeside.
Jeg anbefaler dog at bruge den altid gældende fremlejekontrakt skabelon gratis på lejeguiden.dk.
På lejeguiden.dk finder du desuden mere hjælp til at udfylde lejekontrakten samt andre vigtige skabeloner til din fremleje.
4. Sæt dig ind i lejeloven
Lejeloven passer rigtig godt på din lejer.
Lejer hedder i øvrigt fremlejetager, når du fremlejer. Og du som udlejer hedder fremlejegiver. Når du fremlejer, er du jo selv både lejer og udlejer.
Men jeg kalder det bare for lejer og udlejer i dette indlæg. Jeg håber, at det bringer mindst forvirring.
Nå, det var et sidespring.
Netop fordi lejeloven passer så godt på din lejer (fremlejetager), er det så vigtigt, at du som udlejer (fremlejegiver) kender den indgående.
Når du har godt styr på lejeloven, kan du udnytte de muligheder, der er i lejeloven for en sikker og fordelagtig fremleje.
Har du ikke styr på lejeloven?
Så får du alt for nemt ubehagelige overraskelser senere i din udlejning.
Der er så mange misforståelser om, hvad man må og ikke må ifølge lejeloven.
For eksempel kan du ikke fremleje med 3 måneders gensidig opsigelse, medmindre du fremlejer et værelse.
Og en underskrevet aftale i jeres fremlejekontrakt gælder ikke, hvis den strider imod lejeloven.
Så en aftale er desværre ikke bare en aftale, når du fremlejer.
Når du har styr på din lejelov, kan du sikre dig de bedst mulige aftaler uden ubehagelige overraskelser.
Men der er flere fordele ved at have styr på lejeloven…
Det giver et signal til din lejer, om at han ikke kan løbe om hjørner med dig.
Sjovt nok gør det som regel også din lejer mere tryg. De fleste lejere kan godt lide følelsen af, at der er styr på tingene.
Jeg har talt med flere lejere, som har sagt nej til et lejemål, fordi lejekontrakten ikke var gennemarbejdet.
Er du ikke 100 meter-mester i lejeloven?
Så overvej at få professionel hjælp med din fremlejekontrakt.
5. Tænk hele din fremleje igennem, inden du skriver din kontrakt
Har din lejer allerede underskrevet din fremlejekontrakt?
Så er det for sent lige at skrive en månedlig udgift på, som du havde glemt.
Eller at skrive, at dit ja til husdyr i øvrigt kun gælder den kat, som din lejer allerede har.
Eller at din lejer skal slå græsset og ryde sne om vinteren.
Eller hvad du måtte have glemt at skrive ind af aftaler.
Hvis I efterfølgende skal lave ændringer i fremlejekontrakten, skal din lejer være enig.
Ellers bliver det, som det står i lejekontrakten. Eller i lejeloven.
Din opgave er derfor at tænke hele din udlejning igennem, inden du skriver din fremlejekontrakt.
Så er forventningerne afstemt, så ingen bliver skuffede senere i fremlejeperioden.
En god forventningsafstemning er ikke mindst vigtig, hvis du skal bo under samme tag med din lejer.
Indrømmet.
Det er svært.
Særligt, hvis du ikke har lejet ud før.
Igen kan du overveje at få professionel hjælp.
6. Vær klar med din fremlejekontrakt, før din lejer er klar
Lejemarkedet er meget dynamisk.
Lejere har ofte kig på mange lejemål.
Og du får dig nemt nogle svære skuffelser, hvis du stoler på gentleman-aftaler.
Før du har din lejers underskrift på fremlejekontrakten, har du i praksis ingen aftale!
Tro mig.
Jeg skal bruge mange hænder til at tælle de gange, lejere er sprunget fra i 11. time.
Tit starter det med gode undskyldninger for, at de ikke lige har “nået” at få skrevet under på lejekontrakten.
Man lærer at spotte dem med tiden.
Så er det op på hesten igen og finde en ny lejer. Det koster hurtigt en måneds tabt husleje, hvis ikke du er i god tid.
Har du fået din lejers underskrift?
Så skal du også selv være hurtig til at underskrive lejekontrakten og sende den tilbage til lejer.
Prøv at sætte dig ind i din lejers sted.
Han er på jagt efter tag over hovedet.
I skarp konkurrence med en masse andre boligsøgende.
Han er ikke i mål, før han har din underskrift på fremlejekontrakten.
Din lejer har måske også oplevet udlejere, der har brudt deres gentleman-aftale.
… og spiller nu på flere heste.
Og før din lejer har indbetalt depositum med videre, så er det alligevel dig, der mister penge, hvis din lejer springer fra aftalen… også selvom han har skrevet under på lejekontrakten.
Så har du fundet din lejer?
Så skynd dig at få alle parter til at underskrive kontrakten.
Det gør du bedst ved at have din fremlejekontrakt klar, før interesserede lejere begynder at kime dig ned.
7. Gem den underskrevne fremlejekontrakt
Det burde ikke være nødvendigt at skrive.
Men det sker altså, at folk ikke kan finde deres lejekontrakt senere i fremlejeperioden.
…eller at lejer og udlejer pludselig har hver deres version.
Sørg derfor for at gemme din fremlejekontrakt – den med jeres underskrifter – et sikkert sted, hvor du kan finde den igen.
Konklusion
En solid fremlejekontrakt er en af de mest effektive måder at sikre en god oplevelse med din fremleje.
Det kræver erfaring og et stort kendskab til lejeloven at skrive en sikker lejekontrakt til fremleje.
Og i et dynamisk lejemarked skal du agere hurtigt, hvis du vil undgå for mange lejere, der brænder dig af i 11. time.
Først når du har fået underskrevet fremlejekontrakten af alle parter… og fået indbetalt depositum med videre. Først da har din lejer også noget i klemme, hvis han løber fra jeres aftale.
Var artiklen brugbar?
Så støt projektet. Klik nedenfor og del med dine venner og familie.
Ps. Skriv meget gerne en kommentar nedenfor. Men jeg når kun at svare dem, som gavner flest muligt. Resten bruger jeg som input til nye artikler.
Pps. Glem ikke at dele artiklen med et hurtigt klik herunder.
Hej Christina. Hvor er dejligt at se, du hjælper så mange mennesker med deres boligsager. Din blog er fantastisk. Jeg har nu siddet i mange timer og gjort mig klogere.
Hurtigt spørgsmål: Jeg fremlejer et værelse. Lejeren er nu opsagt. De har ingen huller, og væggene var malet for seks måneder siden. Lejligheden er nyrenoveret, og vi flyttede ind på samme tid. Jeg har lavet en indflytningsrapport med min udlejer, men jeg lavede ikke én med min lejer, hvilket er en stor fejl. Han er den eneste, der har boet på værelset. Han forlanger depositum tilbage den dag, han flytter ud. Men jeg som udlejer har vel ret til at holde det tilbage i 2 uger – og se om væggene skal males for den sags skyld?
Jeg overvejer forresten stærkt at benytte mig af tilbuddet, hvor I skriver en lejekontrakt for mig.
Hilsen Nivetha
Hej Nivetha
Tak for de søde ord om bloggen.
Du har, som du selv skriver, ret til som udlejer at beholde depositum, til efter din lejer er fraflyttet. Fra du har modtaget nøglerne, har du 14 dage til at fortælle din lejer, hvad der evt. skal udbedres på din foranledning og lejers regning (depositum).
Først herefter udbetales depositum.
Jeg kan kun finde en skabelon til en “lejekontrakt” – og ikke en “fremlejekontrakt” på jeres hjemmeside. Hvordan kan det være?
Hej Kasper
Du skal bruge den samme lejekontrakt skabelon til både fremleje og tidsbegrænset lejekontrakt. Husk i lejekontraktens § 1 at krydse af, at lejemålet er et fremlejeforhold.
God fornøjelse.
Hej Christina!
Tak for mange gode råd på bloggen!
Jeg har lige et lille spørgsmål:
Jeg står selv og skal fremleje mit værelse over en periode på 5 måneder. Jeg vil selvfølgelig helst undgå at lejeren opsiger værelset så længe jeg er ude at rejse. Men jeg kan ikke helt finde ud af, om det er muligt at lave en lejekontrakt, hvor lejeren ikke kan opsige værelset, men er “tvunget” til at leje det i de 5 måneder. Kan du svare på det?
Bedste hilsner fra Line
Kære Line
Du kan godt lave din fremlejekontrakt uopsigelig i de 5 måneder, du skal ud og rejse. Det gælder så begge veje, da du som udlejer aldrig kan have bedre opsigelse end din lejer.
God tur!
Hej Christina
Tak for et godt og brugbart bloginlæg.
Jeg overvejer selv i en tidsbegrænset periode at fremleje et værelse i en 4 værelses lejlighed jeg selv lejer og bor i.
Du skriver dog at tidsbegrænset fremleje kræver særlig grund som rejse mm. Hvilket ikke gør sig gældende i mit tilfælde.
Kan jeg ikke fremleje tidsbegrænset uden anden grund end at jeg selv ønsker at benytte værelset i fremtiden?
Hej Søren
Så længe du skal udleje et værelse i en bolig, som du selv bor i, så har du en 1 måneds opsigelsesvarsel. Du behøver altså ikke at lave en tidsbegrænset fremlejekontrakt, da du kan opsige din lejer.
Hej Christina,
jeg er udlejer til en lejlighed på 50 kvm. Lejer ønsker at fremleje sin lejlighed til sin kæreste, da lejer skal på en 6-mdr. udlandsrejse.
Det er OK med mig, men hvilke papirer skal jeg sikre mig, for at det hele går juridisk rigtigt til??
Hej Leif
Sørg for, at din lejer laver en fremlejekontrakt, som er tidsbegrænset i de 6 måneder. Det er en god ide at bede om at få lejekontrakten til gennemsyn inden underskrift, så du ved hvad der står i den.
Hej Christina
Det drejer sig om istandsættelse af fællesarealerne ved fraflytning.
Min datter er flyttet ind i et fremlejet værelse den 01.08.15
Fremlejegiver er flyttet ind 01.02.15 (altså 6 måneder før min datter)
Min datters værelse har været fremlejet i perioden 01.02-31.07.15 til en anden
Da min datter opsagde fremlejemålet valgte fremlejegiver at opsige hele lejemålet.
De fraflytter således lejligheden samtidig.
Min datters værelse er iflg. kontrakten 12-14 kvm og fremlejegivers værelse er 20 kvm.
De har hver betalt halvdelen af lejen.
Min datter har nu modtaget krav om betaling for halvdelen af istandsættelse af fællesarealerne.
Lejekontrakten er lavet på typeformular A 8. udgave
Lejekontraktens §11 lyder således:
Vilkårne for den oprindelige lejekontrakt for lejemålet er gældende.
Herunder er følgende de grundlæggende for beboelse i ejendommen:
* Støj og larm nedsættes mellem kl. 23-08.
*Lejen stiger med 3 % årligt – ligeså gør depositumet. Denne stigning fremgår som 50% af bilag A.
*Opsigelse af lejemålet sker med 3 måneders varsel fra enten ejer eller fremlejer.
*Værelset er fremlejet.
*Dit navn vil stå…….
*Fremlejer skal betale 50% af elregningen for den tid vedkommende lejer.
Fællesarealet er til deling og kan bruges af lejemålets beboere lige vidt.
Husorden laves….
Er det korrekt at min datter skal betale for istandsættelse af fællesarealerne?
Med venlig hilsen
Kære Uffe
Jeg mangler oplysninger for at kunne komme med et fyldestgørende svar på dine spørgsmål. Men helt overordnet kan det ikke blive pålagt din datter at aflevere lejemålet i bedre stand, end da hun modtog det – fratrukket slid og ælde. Det betyder altså, at din datter ikke skal istandsætte for de 6 måneder der har boet en anden i lejemålet før hende. Din datters pligt til istandsættelse må alene vedrøre værelset, hun har beboet, medmindre I har aftalt andet, som ikke fremgår af din mail.